Fyns MC Festival 2009
Tusind tak for alle som deltog i år. Bestyrelsen vil gerne takke jer alle fordi I mødte talstærkt op og skabte en god stemning overalt på pladsen. Vi fik endnu en gang slået vores rekord mht. deltagere. 4088 fandt vej til Odense og festede med os.
Og en kæmpe tak til vores sponsorer og ikke mindst alle vores frivillige fra klubberne, Musikhuset Posten og Birkende Boldklub.
Allerede torsdag væltede det ind fra morgenstunden og inden midnat havde vi rundet de første 1200 gæster. Torsdag startede i sin tid, som en lille fest for hjælperne og lidt gæster, men har udviklet sig til en stor hyggelig havefest foran den udendørs scene og i Loungebaren.
Shaky Ground fik varmet godt op under folket, da det hen under aftenen blev lidt køligere. Der var fyldt godt med dansende gæster. Shaky Ground med Nalle, Seth Walker og Michelle Birkballe + 8 mand store backinband fik folk op i gear. Kanon koncert.
Loungebaren var fyldt til randen også, så det var en perfekt start på Festivalen. Hen over weekenden var der masser af god musik i mange genre og lidt for enhver smag. Udendørs fredag, var det et par upcoming bands, som fik kickstartet fredagen, inden det gik løs med Powderhog i det store telt og ikke mindst længe ventet Tito and Tarantula. Tito leverede en bragende flot intens koncert, ingen tvivl om at de fik publikum i teltet med. Dejligt med lidt anderledes rock. Højdepunket var helt sikkert da de begyndte at rive publikum på scenen for at feste med dem. Cool....Var man mere til traditionel blues, var Loungebaren stedet hvor Poul Halberg spillede en god gang blues, også til stor begejstring.
Aftenen sluttede i det store telt med Creedence Clearwater Revived fra England, som fik rigtig mange med i fællessang. Og sidst, men ikke mindst så fortsatte festen i Den Gyldne Dame til langt ud på morgenstunden, med dans på borde og baren.
Lørdag var der fællestur med H.C. Andersen MC Parade og cirka 450 cykler deltog fra byen mod Festival pladsen.
Vejgårds Tårnblæserlaug fik en del til at rynke på panden, da de startede deres tyrolermusik på udendørsscenen, men efterhånden så måtte publikum overgive sig til bandet, som trods deres underlige musik, fik folk med sig. Humbuck fik startet festen, på et tidspunkt hvor der var så stor trafik mod Festivalen, at der nærmest var trafikkaos på tilkørselsvejen.
Der var godt gang i markedet hele weekend, så der var masser af kigge på, testbænk, udstilling fra lokale klubber og andet godt for øjet. Vi havde fint besøg af Dragster-bikes, som også blev startet op, så de nærmeste gik i seng med tinitus.
Festen kørte videre i det store telt igen, denne gang med amerikanske Michael Katon, som leverede en god gang blues rock. Tournesol i Loungebaren, fik alle med i fællessang. Punktum for det hele var Rammstein Jam, som havde lovet det helt store show. Der var vist ingen som var skuffet. Kanon flot og god stemning.
Igen var det Den Gyldne Dame som fik sidste ord, inden festen for alvor døde hen.
Her nogle dage efter vi har fået pakket sammen, kan vi så småt begynde at evaluere på det hele.
Ingen tvivl om at der er ting som kan og skal gøres bedre.
Meget er allerede skrevet på vores gæstebog, det tager vi naturligvis til efterretning.
Toiletterne kan og skal gøres bedre. Placeringen er også kritiseret, men af praktiske hensyn, så kan vi ikke få dem mere rundt på pladsen og specielt i ”hullet” er det umuligt at få anbragt nogen. Vi arbejder på en løsning alligevel, sammen med de øvrige arrangører som bruger Tusindårsskoven og Odense Kommune. Samtidig er der også en del gæster som heller ikke har respekt for deres medgæster og efterlader både toiletterne og pladsen uden hensyntagen til andre. Det kan vi desværre ikke bekæmpe helt. Selvom vi havde fået dobbelt så mange folk på rengøring, som sidste år.
Samarbejdet med Friluftsbadet, ved siden af Tusindårsskoven, er også blevet en fast del af Festivalen. Det er kanon lækkert at alle gæster kan få et varmt rent bad + en svømmetur uden beregning.
Det er 10 min på gå-ben eller 2 min på MC. Det kan vist ikke blive nemmere eller bedre.
Musikken kan og skal vi naturligvis diskutere. Ingen tvivl om det.
Men der er vores holdning helt klar. Vi vil præsentere bands, musikgenre og koncerter som I måske ikke ser på andre træf, men som vi mener alligevel passer ind i den efterhånden noget brogede skare som MC-folket er. Vi er meget forskellige alle sammen, det er vores musiksmag også. Selvfølgelig skal der være lidt kopi/danse musik, men vi har det godt med at prøve at finde progressivt/original musik, som måske kan udfordre vores gæster, men samtidig give dem nogle fede oplevelser, som de ikke havde forventet. Nogen gange rammer vi rigtigt , andre gange må vi også erkende at det var en ”smutter”.
I år er vi faktisk ret stolte af vores program, specielt Tito and Tarantula indfriede vores store forventninger.
Der bliver brugt ret mange økonomiske ressourcer på at lave en fed scene, booke nogle seje bands og levere en oplevelse til jer.
Så vi håber I er med, når vi indimellem præsentere bands, som I ikke kender fra andre træf.
Maden fungerede kanon godt i år, det gode koncept vil fortsætte næste år. Og vores leverandør har allerede godt nye tiltag til næste år.
Alt i alt er vi meget tilfredse med forløbet og vi har indtrykket af at vores gæster har hygget sig godt i weekenden.
Vi er meget modtagelige for ris, ros og gode forslag.
Så tøv ikke, vær med til at gøre Fyn endnu Federe....
Vi ses til næste år, uge 33 samme sted.
Bestyrelsen
Fyns MC Festival





